Tina Birk Irner

Jeg er uddannet psykolog (2002). Jeg blev autoriseret i 2005 og har en ph.d.-uddannelse (2012) fra Københavns Universitet med speciale i børn født af mødre med rusmiddelproblemer. Jeg er desuden specialist i børnepsykologi og klinisk psykologi (2017). Jeg har via mine uddannelser og ansættelser blandt andet specialiseret mig inden for tidlig tilknytning i graviditeten, efterfødselsreaktioner, forældre, børn og unge. Alle kan henvende sig, og et forløb vil typisk starte med et par indledende samtaler, hvor vi afhængig af problemstilling, ønsker og behov aftaler et forløb af kortere eller længere varighed.

Jeg tilbyder terapi med børn, unge og voksne. Afhængig af den enkelte (familie) og problemstilling, arbejder jeg primært tilknytnings- og mentaliseringsbaseret. Det betyder, at jeg sammen med dig udforsker dine følelser, ønsker, behov og dine relationers betydning for, hvordan du har det. Mentalisering handler således om at se sig selv udefra og andre indefra, at blive klogere på sig selv og andre. Jeg tilstræber at skabe et trygt rum, hvor fokus er på dit udviklingspotentiale og mulige forandringer.

Jeg har blandt andet specialiseret mig i børn, der kæmper med angst, og deres forældre, hvor jeg ofte arbejder adfærdsterapeutisk. Her fokuserer jeg på at forandre jeres tankemønstre og lave målrettede øvelser ift. problemstillingen. Således er jeg bl.a. certificeret i metoden ”Cool Kids/Chilled”, som vi bruger i vores grupper for børn med angst og deres familier i PsykologAid.

Med en baggrund inden for klinisk psykologi og forskning, har jeg både solid erfaring med psykoterapeutisk behandling, undervisning og vejledning. Jeg tilbyder supervision og rådgivning af (pleje)forældre og professionelle, herunder psykologer. Jeg har arbejdet med sårbare gravide og deres partnere samt gravide med rusmiddelproblemer (på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet) i en årrække. Jeg har også erfaring fra det kommunale system (Børne- Familiecenter), hvor jeg blandt andet har lavet forældrekompetence- og børneundersøgelser. Jeg har via min uddannelse som yogalærer fået et dyberegående kendskab til sammenhængen mellem krop og sind samt vigtigheden af vores åndedræt, hvilket er en viden, jeg bruger i mit terapeutiske arbejde. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt rum for dig, der har opsøgt min hjælp, uanset alder og baggrund.

Supervision og terapi vil tage udgangspunkt i dine behov og ønsker. Vi tilpasser sammen forløbet til dig og din situation, fagligt såvel som personligt.

Det er afgørende for mig at vedligeholde mine kompetencer som terapeut, supervisor og underviser, hvorfor jeg løbende videreuddanner mig via kurser, litteratur og supervision. Jf. afgrænset CV for yderligere information.